Apodan

Hvad skal barnet hedde Skal barnet hedde noget traditionelt, noget moderne eller noget helt unikt?

04-12-2018 hvadskalbarnethedde babynavne barsel

Opdateret 11/7-2019:

Hvad skal den lille ny i maven hedde? Der findes mange tusind navne, I kan kalde jeres baby, deriblandt 1008 navne, der faktisk er kønsneutrale og dermed kan bruges til både piger og drenge.

To gange om året offentliggør Danmarks Statistik en liste over forrige halvårs mest populære navne til nyfødte.
Listen over de mest populære navne i 2018 udkom i juli 2019, og der er ikke de store overraskelser: William og Ida ligger stadig på førstepladsen.
I 2018 fik 15 ud af 1.000 nyfødte piger navnet Ida og 19 ud af 1.000 fik navnet William.

Fælles for både pige- og drengenavnene er, at der ikke er sket de store ændringer i den øverste del af listen.
I pigernes top fem ligger Ida, Emma, Alma, Ella og Sofia, med et par enkelte ombytninger mellem plads 2-5. Den eneste forskel fra sidste gang, navnelisten blev offentliggjort er, at Karla har overtaget Olivias plads i top 10.

På drengesiden ligger William, Noah, Oscar, Lucas og Victor på de fem øverste pladser, og her er Malthe røget ud af top fem. Emil, derimod, er nu røget helt ud af top 10 og blevet erstattet med Valdemar.
Lucas, Alfred og Carl er røget et par trin ned af listen, hvorimod Oliver, Victor og Oscar er røget op.

I 2018 var de mest populære pige- og drengenavne således:

1 Ida
2 Emma 
3 Alma 
4 Ella 
5 Sofia
6 Freja
7 Josefine
8 Clara 
9 Anna 
10 Karla


1 William
2 Noah
3 Oscar
4 Lucas 
5 Victor
6 Malthe
7 Oliver
8 Alfred
9 Carl
10 Valdemar


Ser vi på top 50 listen er der hos drengene, kommet fire nye navne ind på listen over de 50 mest anvendte drengenavne. Det er Hugo, Pelle, Anker og Laurits.
Årets højdespringer blandt pigenavnene er Ellie, der er sprunget 12 placeringer fra en placering som nummer 36 i 2017 til nummer 24 i 2018. 


Det er generelt sådan at de fleste undgår at give sine børn navne, der tilhører ens egen og sine forældres generation.
Det passer ikke til en baby at hedde det. Men når det er barnets oldeforældre, så begynder det at kunne passe igen.

Som det kan ses, så har tostavede pigenavne, der ender på -a, været en virkelig stærk tendens de seneste år.
Og hvis ikke det er navne, der ender på -a, så ender de på -e.

Inden for drengenavne er der er også en fremherskende tendens: For mange spiller det en rolle, at navnet også kan bruges internationalt.

Det er en stor beslutning, der skal træffes, når forældre skal navngive deres barn. Skal barnet hedde noget traditionelt, noget moderne eller noget helt unikt?
Bare husk, at der ikke er noget 'rigtigt' eller 'forkert' navn.


Kilde: https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=29133

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies. Ok!